I Brugsen.
Godav, Nis Nilen! Ja, du trovr kask, jæ kommer mæ it Sv¢velsesbaarn under Armen - næi, ded æ smænd min Kaff'kand', dær sku haae in ny Povs, for den gammel hon rænder, væ-ær end hon æ tossed, men du haar vel in te mæj, for se nu ade, min Mand - ja, jæ miener Pæ Olen - han æ saa skidt ve'ed - han g¢r'ed it ræt læng - aa sea - saadden te Begravvelsen æ'ed jov saa næmt mæ in Kop Kaff - te Ligbærerne aa den nærmest Famelje - di ved jo alsammens, a jæ haar smot mæ Plass - men in Tor Kaff! Aa saa it Fjerdingspund Kandis sku jæ haa - de g¢r di saa mejet av. - - Om Pæ Olen han bædrer sig? - aal næj, paa de Lav - aa om, han lider mejet? - aah, ja, hva, jæ opmontrer ham jov lidt aa sier: Hva ka'ed n¢tt, du klaver dæj, du maa bie, te din Tim' hon slar - du faar nok Lov aa slepp', men de guer jo, som de ska. Men han blir smænd aldri tefress. - Næ-e saadn ræjdi spies ded kaae han itte; jæ skaar it Par Sidst¢kker te han igoer aa satt dom paa Stovlen ve Sængen, da jæ gek paa Gueren for aa malk - aa jæ lokked mæ, a ded vo Mad fra Propterens - saa galt Fruens ejen Luertaang' - men aldri' in Bid han tov, saa jæ mott smænd æd' de sæl vær in Kromm'.
Jov, jæ guer aa malker vær Dav, som jæ plæjer van, jæ mo jov tjæn' novet naar Manden legger der - aa di æ jov aass alsammens saa flenk' aa liefremm' - ja, Hærren æ smænd lissom it aant Mænnesk' - aa den aang' Frue saa lig te, hon ve smænd, a jæ ska sie duv te hinn', ve ded a jæ haar kændt hinn', fraa hon blev fyet. Aak ja! aa nuv haar hon fued sæj in Søn - baar' hon dov itte ska fue faa maang' a, dess vælsined' Byern. - - Jov, Nis Nilen, jæ ka got sidd' nyer aa vænt, te du faar væjet av eller gied Haans hans Skrue - ok ja, Pæ Olen han legger jo oss aa gavver op om Skrue, men hva Nøtt æ'ed te nuv? Ded vo bædder, jæ fek den te- ,aa lægg ve in gal Tand - di blivver saa lang' aa saa ømm' aa faller yd a dom seel - jæ tavt in i Dav - hær ska du sie, jæ haar den i Lommen - fresk aa pæen, men faa lyes, de Skab!
Du huser vel min Kandis, Nis Nilen? Jæ ve nok antaae, a min Fætters Datter hon kommer heryd - hon haar in mæjed velvoksen Mand - di sier, han æ paa Højd' mæ Kongen aa haar væt Gardner aa hulled Vakt paa Amaljebaar - men hon æ in fin Damerinde aa haar nok els væt got mæ paa Værdens Livgaang, ætter ded di sier. Ok ja! Gudheden - man æ kons in Gaang aang, Nis Nilen.
Ja, vo'ed nuv baar' ovverstued alt ded mæ Begravvelsen, men Pæ Olen æ jov liegot sæj - endda han aldri' fuer in Bid Brød ned; mavver æ han som in Uløkk', han maa væl legg' aa tær' paa sit ejed Sul aa blir mir aa mir udrimeli' - aa hielt ingspekulirt paa alt ded, vi haar motted avsie te hans Movr i Avtæktmæn hon læved - som nuv aall di Tørr' hon Fek! ja, sier Pæ Olen, hade di væt braaked sammens hær i Stuen! - sekken in Baanke ded had' væt! Ja, ku' nu Veret bliv lit minsierlig te Begravvelsen, saa vo'ed dat saa keddeli', men - - - Ja, Tak ded vo in Kaffpovs' - stovr ka du nok sie - ja, jæ ve int byd' mæj fall te aa hitt' han. Jov, den æ lig tepass, naa jæ lægger it Læg aapp' ve Rengen. Uh ja, ded vo got, han snaart ku' slipp' - de sier jæ oss vær Dav te han, a ded maa jov da faa Æend. Naar nuv baar' int ded blivver Ræjnvier, ded vo dov saa triskt 'aa saa fæelt fatted om int der sku kom' ander mæ jæm fraa Kærken ænd Ligbærern'. Tak. Nis Nilen aa saa Favel! - - -