DEN TUNGE KØRETUR.
I de gamle retsprotokoller ser vi, at også Egebjerg har haft sine brodne kar.
Forud for retssagen ligger der en uopklaret familietragedie, som har resulteret i et hustrumord. Den daværende herredsfoged skriver om dette: Thi fra den 14.april 1741, da jeg efter øvrighedens befaling tillige med sognepræsten i Egebjerg Jens Arctander skulle ledsage deliqventen Peder Hanssøn af Glostrup til retterstedet på lyngen ved Høve stræde, hvor han til straf, fordi han med en strikke havde qvalt sin ægteqvinde og sat hende hovedkuls ned i en brønd, skulle hånd og hoved afhugges med en øxe, fæstes på en stage og kroppen lægges på steyle, efter at han først fem gange var blevet kneben med gloende tænger i Glostrup - Siddinge - Bognæs - Wiig og på retterstedet. Provst Arctander, der som en embedshandling skulle ledsage misæderen, skriver 5.december samme år til biskoppen, og beder så mindeligt om at blive fritaget for denne handling. Han fører en mængde gode argumenter i marken såsom at retterstedet er så langt borte, at man skal køre dertil, Så vil han i givet fald strække sig så vidt,at han ville tage misæderen med i sin vogn " af hvilken han kan træde ud de steder hvor han skal knibesog igen sætte sig op op i vognen hos mig”. At hantilbyder dette skyldes et rygte provsten har hørt, nemlig, at misædere som skal knibes, skal føres på natmandens vogn, og at provsten er forpligtet til at sidde jævnsides med ham. Det vil han grumme nødig, og derforskriver han året efter den 5.april til biskoppen, at han har hørt, at præsten ikke behøver at følge med til retterstedet, men at han kan tage afsked og "befale Gud i vold" i fængslet. Det hjalp dog ikke den gode provst, han måtte med på den tunge køretur til Høve.
EN DEGNEHISTORIE FRA VIG
I 1701 havde man i Vig Sogn en degn, Frantz Strøe, som vakte almindelig utilfredshed både hos menigheden og hos sognepræsten, Hr. Albert Chrystalsin - i Odsherred var der samtidig en anden præst af samme mærkelige navn, hans broder, Andreas Chrystalsin, der var præst i Egebjerg og provst i herredet. Hr. Albert indgav til bispen en klage over Frantz Strøe og fik ham suspenderet fra degneembedet, som han kun havde haft inde i halvandet År, fra 1699. Nu mødtes parterne for landemodet i Roskilde, den gejstlige overret. Præsten fremstillede 24 vidner, og disse klagere forlangte af dommerne at blive ham kvit, de måtte, sagde de, »skille dem ved den Degn, om de ellers skulde svare Kongen deres Skatter«. Mange graverende beskyldninger havde de mod ham; han skulde en gang ugentlig have aftenlæsning med ungdommen i hver landsby, snart hos en bonde, snart hos en anden, men den læsning havde han skammelig forsømt, »i heel År og Dag hafde hand i somme byer læst ickun en gang, i somme to«. Med den anden side af hans virksomhed, den kirkelige, var det gået lige så slet. Under gudstjenesten var det hans pligt at gå frem og tilbage på kirkegulvet og synge for; »hand vilde icke siunge der, som hand dog burdet, men blev siddende oppe i sin degnestol«. Værre var det dog, at, når menigheden var samlet, og gudstjenesten skulde begynde, var der ingen degn kommen; han sad henne »i kroen og fyldte sig«; de måtte alle pænt bie, til han endelig kunde bekvemme sig til at -komme, både præst og menighed. Rent galt var det gået langfredag anno 1700, da havde præsten ventet efter degnen i to stive timer, og da han ikke viste sig, måtte den velærværdige Hr. Chrystalsin selv bede i kordøren og synge salmerne for uden nogen hjælp i sit embede. Nå, har Frantz Strøe været en forsømmelig degn, så har præsten været en stridbar herre, som stædig har vægret sig ved at begynde sin tjeneste, indtil hans medhjælper kom til stede. Gik det så galt med degnen i kirken, så var man også utilfreds med ham uden for den. Skønt menigheden betalte manden hele 9 rigsdaler om året for klokkeringning, var det ikke muligt at bevæge ham til at ringe ved middag kl.12. Ingen bønner eller grovheder
Ved Niels Stenfeldt